billede af pladsen

Søren Kierkegaards PladsKøbenhavns måske
kedeligste plads

PORTRÆT. Søren Kierkegaards Plads er blevet kaldt død, øde og åndssvag. Flere arkitekter er tidligere kommet med forslag til, hvordan man kan forvandle det brostensbelagte byrum.
Alligevel er pladsen stadig tom og trist. Hvad skal vi gøre ved den?

Søren Kierkegaards Plads

Søren Kierkegaard har haft en enorm indflydelse på eftertiden, og han er stadig en central inspirationskilde for et væld af verdener.

Det samme kan man ikke sige om den grå granitplads, som er opkaldt efter netop den verdenskendte filosof og teolog.

Søren Kierkegaards Plads er en plads på Slotsholmen i København. Den ligger langs med havnefronten mellem Det Kongelige Bibliotek og Dansk Arkitektur Center, som holder til i bygningen Blox.

Pladsen blev anlagt i 1999 i forbindelse med opførelsen af Det Kongelige Biblioteks nyeste bygning Den Sorte Diamant.

Søren Kierkegaards Plads er omringet af arkitektur, kunst og historie, men når det kommer til selve pladsen, består den næsten kun af grå granit.

Og taler man med nogle af de borgere, som kommer på Søren Kierkegaards Plads, kalder de den kedelig.

En åndssvag plads

Den danske arkitekt og professor Jan Gehl er en af verdens førende eksperter i udvikling af velfungerende byrum.

Han har opsat 12 kvalitetskriterier for et attraktivt byrum, som udspringer fra tre hovedværdier: beskyttelse, komfort og herlighed.

Og han er ikke imponeret over den grå granitplads.

I efteråret 2021 kaldte han Søren Kierkegaards Plads for ‘en åndssvag plads’ og sagde blandt andet til en skribent fra magasinet Bo Bedre.

Derovre ser vi så Danmarks længste bænk. Der sidder aldrig nogen på den. Jeg har skrevet i lange baner om, hvor det er rart at sidde, og jeg kan sige så meget, at det er ikke der!

Ifølge Jan Gehl er der plads til forbedring. ‘Masser af plads’.

En byskov

Chefarkitekten bag Blox, Ellen Van Loon, fra det internationale arkitektfirma OMA er enig med Jan Gehl. Der er plads til forbedring.

I 2020 kaldte hun Søren Kierkegaards Plads for ‘en død plads’ og foreslog, at man kunne lave en byskov.

Mere konkret foreslog hun, at man skulle fjerne alle brostene og i stedet plante 1.000 træer på pladsen. For som hun sagde dengang til mediet Byrummonitor: ‘København er en ret hård by med for få træer’.

Et grønt tæppe

Det er ikke kun arkitekten fra OMA, som synes, at Søren Kierkegaards Plads skal være grønnere. Arkitektfirmaet Urban Power har også publiceret et forslag til, hvordan man gøre den ‘øde stenørken’ til en ‘grøn oase’.

Der er mange muligheder. Men hvad synes du?

En plads med potentiale

Hvad skal vi gøre ved Søren Kierkegaards Plads?
Send os din idé:

GO-CARD

Find Søren Kierkegaards Plads på Google Maps!

Søren Kierkegaards Plads ligger på havnefronten i København mellem Dansk Arkitektur Center og Den Sorte Diamant. Man kan komme til pladsen både med bus og havnebus. Men man kan også gå til Gammel Strand Metro Station på ca. 10 minutter. Desuden løber gaden Christians Brygge gennem pladsen, så det er let at kommer dertil på cykel.