
”Handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser”
Alle lande i verden kan se de drastiske konsekvenser af klimaforandringer. Udledningen af drivhusgasser fortsætter med at stige, og udledningen er i dag mere end 50 procent højere end niveauet i 1990.
Endvidere forårsager den globale opvarmning langvarige ændringer i vores klimasystem, som truer med uoprettelige konsekvenser, hvis vi ikke handler nu.
De gennemsnitlige årlige tab fra tropiske cykloner og oversvømmelser kan tælles i hundreder milliarder kroner, og kræver en årlig investering på 40 milliarder kroner i katastrofestyring alene.
En styrkelse af modstandsdygtighed og klimatilpasning i sårbare regioner, herunder bl.a. lande uden kyster og østater, skal gå hånd i hånd med oplysningsarbejde og større fokus på forebyggelsesindsatser i nationale politikker og strategier.
Hvis den politisk vilje er til stede og den kombineres med en bred vifte af tekniske foranstaltninger, er det muligt at begrænse stigningen af den globale gennemsnitstemperatur til to grader over det før-industrielle niveau. Men det kræver en øjeblikkelig kollektiv indsats.
Klimahandling er et af 17 verdensmål, som indgår i udviklingsdagsordenen for bæredygtig udvikling frem mod 2030.
En integreret tilgang er afgørende for fremskridt på tværs af de forskellige mål.
Klimaændringer er et globalt spørgsmål og kender ingen landegrænser. Derfor må vi også finde globale løsninger.
Ud over reducering og oplagring af CO2, skal der satses endnu mere på fornybar energi og anden ren energi.
Forskerne i FN’s klimapanel mener, at to graders temperaturøgning er grænsen for, hvad naturen kan tåle. Stiger temperaturen mere end det, vil klimaændringerne blive ukontrollerbare.
På klimatopmødet i Paris i 2015 blev verdens ledere derfor enige om en ny aftale, der forpligter landene til at gøre alt, hvad de kan, for at temperaturen ikke stiger med mere end to grader.